Det er meget længe siden jeg har siddet her ved tasterne. Sensommeren og efteråret har budt på en del udfordringer i privaten, så der har været væsentligt mindre tid til klinikken og mig selv.
Men på forunderlig vis passer tilgangen fra jer klienter altid med hvad der er af tid og overskud. Det er så spændende at opleve hvordan alting tilpasser sig når jeg bare tillader mig, at stole på at alting sker præcist som det skal.
Jeg fik et godt råd i år – eller to – “Du skal gå med dig selv” og “hav egenomsorg”. Det er meget kloge ord som betyder lidt det samme.
“At gå med sig selv” er ikke altid det letteste. Det betyder at jeg skal gøre hvad jeg mærker er bedst for mig, og det sidste lange stykke tid har det betydet, at jeg har skulle hvile en del og give mig selv lov til at lave hvad jeg har lyst til.
Og når “burde-kunne-skulle” står på din ene skulder og banker på og siger, – “lav nyhedsbrev” – “udvikl din hjemmeside” – “gør rent” – “luft hunden” og i øvrigt udstikker mange andre spændende opgaver, så er det altså ikke det letteste at lukke ørerne for den sang, og lægge sig på sofaen med et dameblad i stedet, fordi det er det jeg har lyst til. MEN JEG HAR GJORT DET!
Og nu forsøger min mand og jeg at tage konsekvensen og gør op med “burde-kunne-skulle”. Vi Downsizer – som det så moderne hedder. Vi har lagt planer for salg af hus, og flytter om et års tid børn, hund og os selv på en sejlbåd for at bo der. Vi gør det fordi vi har fundet ud af, at vi faktisk ikke er til hus og have mere og at det er “plejer” og “burde-kunne-skulle” der har dikteret, at det er det vi skulle gøre. Vi har lyst til luft, færre ting og mere frihed og mere tid.
Det er en vildt spændende og udviklende process at lyttet til dig selv. Og jeg gør det ikke kun af lyst, men det har også været nødvendigt.
Nødvendigt fordi jeg gennem mange år netop IKKE har lyttet til mig selv og derfor er endt i et personligt underskud, der har kunnet mærkes.
Jeg bliver klogere og klogere på mig selv og på livet i den process det er at give slip på alt det jeg “skulle” gøre.
Vi er alt for mange der ikke får bremset os selv i tide. Ikke får bremset før vi brænder ud. Jeg ser konsekvensen af det i klinikken, hvor hårdt pressede mennesker kommer for at søge hjælp, fordi bægeret er flydt over og har givet stress, angst, depression og ondt i kroppen.
Og jeg tror ikke kun det er mig der gør op med mit liv i øjeblikket. Jeg synes jeg kan se tendensen til en større indsigt hos de mennesker jeg møder og en større tillid til at ting kan være anderledes end de er. Jeg tror det er nogle spændende år vi går i møde, hvor mange vil gøre op med gamle normer og måder at gøre tingene på. Skovhytter, bådliv og små øko samfund skyder allerede op rundt omkring, fordi vi ønsker nærvær og tid og fordi vi vil hinanden og vores jord det bedste.
Første skridt på vejen til at lytte til dig selv kan være, at du lige stopper op her midt i juleræset og trækker vejret dybt – fem gange! Så bliver det lettere at mærke hvad der er godt for dig.
Og når du så begynder at “gå med dig selv” så gør du også det rigtige for dig og kommer på den rette sti. Og jeg ved af egen erfaring at når jeg gør det, så sker tingene også som jeg gerne vil have dem til at ske. Det er så forunderligt at se at alle mine “frygttanker” bliver gjort til skamme, fordi jeg viser tillid til at tingene nok skal ske til det bedste for mig og fordi jeg lytter efter.
Så gå ind i 2019 med dig selv og se hvad der sker. Måske skal du gøre op med et job der ikke er godt for dig. Måske skal du se på din familie, trives den eller er der noget I kan gøre anderledes. Eller måske skal du også flytte til noget mindre og slippe for hækkeklipning og græsslåning eller til noget større fordi du mangler luft under vingerne. Slip frygten for forandringen og tro på at “hvad du ønsker skal du få”
Rigtigt glædelig jul og godt nytår.